Tillæg 17 til Kommuneplan 2021

Formålet med tillægget er at udvide rammeområde 3.C.7 for Hovedgaden i Hedehusene samt udvide bymidten i Hedehusene i detailhandelsstrukturen.

Tillægget udarbejdes i forbindelse med Lokalplan 4.49 for Hovedgaden 490 i Hedehusene bymidte. Lokalplanen er udarbejdet for at muliggøre en omdannelse af området ved Hovedgaden 488-494 samt fjernværkets tidligere spidslastcentral på Kallerupvej 5B.

Den eksisterende bygning på Hovedgaden 490-494 bevares og renoveres, mens bygningerne på Hovedgaden 488 nedrives. Den lukkede spidslastcentral med den 40 meter høje skorsten nedrives ligeledes og giver plads til en ny dagligvarebutik. Den nye dagligvarebutik placeres tilbagetrukket fra Hovedgaden, hvilket giver mulighed for parkering foran bygningen. Butikken får en central placering med adgang fra både Hovedgaden og Kallerupvej. Facaderne mod parkeringsarealet udføres med store glaspartier og overdækning, så bygningen fremstår åben og imødekommende. Mellem bebyggelsen og Hovedgaden etableres parkeringspladser med enkelte træer. Området afgrænses mod Hovedgaden med lange bænke og en lav mur, der markerer overgangen mellem parkeringsarealet og gadeforløbet.

Tillæg 17 til Kommuneplan 2021 omfatter rammeområde 3.C.7 for Hovedgaden i Hedehusene og 3.B.18 for Frihedsvej og Hulkærvej i Hedehusene.

Der ændres følgende i rammeområde 3.C.7:

  • Rammeområdet udvides med matrikel 1ic, Kallerup Gde, Hedehusene.

Der ændres følgende i rammeområde 3.B.18:

  • Rammeområdet indskrænkes med matrikel 1ic, Kallerup Gdr, Hedehusene.

Der ændres følgende i retningslinje 1.4.1 om Bymidter:

  • Afgrænsningen for Hedehusene bymidte bliver udvidet med matrikel 1ic, Kallerup Gde, Hedehusene.

Detailhandel

Hedehusene bymidte udvides med matrikel 1ic, Kallerup Gde, Hedehusene, beliggende på Kallerupvej 5B. Ejendommen rummer fjernvarmeværkets tidligere spidslastcentral, opført omkring 1963, som ikke længere er i drift. Bygningen er ikke registreret som bevaringsværdig og nedrives i forbindelse med det planlagte projekt.

Bymidten udvides med det skraverede areal.

I bymidten er der en samlet ramme til detailhandel på 12.200 m2. Den enkelte dagligvarebutik må højest være 3.500 m2. Ved seneste kommuneplanrevision blev det eksisterende butiksareal indenfor bymidten opgjort til 3.710 m2 og der planlægges for en dagligvarebutik på 1.300 m2 ved Hovedgaden 405. Det vil sige, at der er en restrummelighed på omkring 7.190 m2. Der er derfor rigelig rummelighed til en dagligvarebutik på 1.445 m2, som Lokalplan 4.49 muliggør.   

Selve udvidelsen af bymidteafgrænsningen vurderes som en naturlig del af Hedehusene Bymidte, og omdannelsen forventes at styrke handelslivet.

Risiko for oversvømmelse

Der vurderes ikke at være risiko for oversvømmelse i området ved større regnvandshændelser. I tilfælde af ekstremregn kan der dog være risiko for, at kloaksystemets kapacitet overskrides.

Bygningerne skal sikres mod oversvømmelse, så nedbør ledes væk fra bygningerne.

International naturbeskyttelse

Natura 2000-områder

Planen skal være i overensstemmelse med de internationale naturbeskyttelsesinteresser. Natura 2000-områder er udpegede naturområder, hvor arter og naturtyper er internationalt beskyttet. Der må ikke ske forringelse eller påvirkning af naturtyper og levesteder inden for et Natura 2000- område.

Nærmeste internationale beskyttelsesområde er Vasby Mose og Sengeløse Mose, som ligger ca. 4,5 km nordøst fra området. Planerne vil ikke påvirke dette område, grundet den store afstand samt omdannelsens anvendelse og karakter. Planerne vurderes ikke at få indflydelse på det nærmeste internationale beskyttelsesområde.

Habitatdirektiv - Bilag IV-arter

Kommunen har desuden en særlig forpligtigelse til at beskytte en række udvalgte dyre- og plantearter, der fremgår af bilag IV i EU’s habitatdirektiv. Dette gælder både inden for og uden for Natura 2000-områderne. I Høje-Taastrup Kommune er der kendskab til en stor udbredelse af bilag IV-arter såsom stor vandsalamander, spidssnudet frø og en lang række flagermus.

Flagermus

Da planerne forudsætter nedrivning af eksisterende bebyggelse, er der gennemført en detaljeret gennemgang af bygninger og arealer inden for området med fokus på potentielle yngle- og rasteområder for flagermus. Undersøgelsen blev foretaget i januar 2026 og viser, at hverken bygningerne eller de tilknyttede udearealer rummer egnede faste opholdssteder for flagermus. Der blev ikke registreret flagermus eller tegn på tidligere aktivitet, herunder ekskrementer, føderester eller slidspor. De få potentielle hulrum og adgangsmuligheder vurderes som uegnede på grund af høj lys- og støjbelastning, menneskelig aktivitet, temperaturforhold og forekomst af rotter. Projektområdet består primært af befæstede arealer og bygningsmasse med meget begrænset fødegrundlag. Det vurderes samlet, at området ikke udgør yngle-, raste- eller væsentlige fourageringsområder for flagermus.  

Det er kommunens vurdering, at der ved gennemførelse af planerne ikke vil ske beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- og rasteområder for flagermus.

Padder

Det nærmeste yngleområde ”Salamandersøen”, hvor der inden for de seneste godt 6 år er fundet padder på habitatdirektivets bilag IV, ligger ca. 600 meter sydøst for lokalplanområdet. ”Salamandersøen” er en vigtig ynglelokalitet for Spidssnudet Frø. Der er tæt bybebyggelse, paddehegn, jernbane og veje mellem vandhullet og lokalplanområdet. Nærmeste ynglevandhul nord for banen er Baldersbrønde Gadekær, der ligger 1,2 km mod øst også med tæt bebyggelse og veje imellem. Her yngler Stor Vandsalamander.

På grund af afstanden til ynglevandhuller og karakteren af både arealerne mellem vandhullerne og lokalplanområdet samt selve området, er det kommunens vurdering, at der ikke er padder omfattet af habitatdirektivets bilag IV, der har rasteområde inden for lokalplanområdet.

Det er således kommunens vurdering, at der ved udnyttelsen af lokalplanens muligheder ikke vil ske beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- og rasteområder for padder på habitatdirektivets bilag IV.

Produktionsvirksomheder

Kommunen skal sikre, at planen tager hensyn til produktionsvirksomheder herunder deres drift- og miljøvilkår samt deres udviklingsbehov. Lokalplanområdet ligger ikke i umiddelbar nærhed til en produktionsvirksomhed og vil derfor ikke medføre skærpede miljøvilkår for produktionserhverv.

Grundvandsbeskyttelse

Der er ikke tale om en ændret arealanvendelse i det pågældende område, til en mere forurenede aktivitet jf. Bilag 1 i ” Vejledning om kommunernes fysiske planlægning inden for OSD og indvindingsoplande til almene vandforsyninger”.

Den fremtidige arealanvendelse vurderes derfor at være i overensstemmelse med bestemmelserne i ”Bekendtgørelse om krav til kommunalbestyrelsens fysiske planlægning inden for OSD og indvindingsoplande uden for disse”.

Området ligger inden for forsyningsområdet til Hedehusene Østre Vandværk, samt er beliggende inden for vandværkets boringsnære beskyttelsesområde (BNBO), hvor anvendelse af pesticider til erhvervsmæssige formål skal begrænses.

Det vurderes, at planerne ikke i væsentlig grad vil påvirke grundvandsforhold- og forurening.

Støj

Planerne forventes ikke at medføre væsentlige ændringer i det samlede niveau af trafikstøj i området. Kundetrafikken kommer primært fra Hovedgaden, som allerede har et højt grundstøjniveau, og den ekstra belastning vurderes begrænset. Varelevering sker udelukkende via Kallerupvej til et afskærmet leveringsområde, hvor der opsættes støjhegn for at reducere støjpåvirkningen fra lastbilkørsel og aflæsning. Det vurderes, at planerne ikke vil medføre væsentlig trafikstøj.

I henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) skal kommunen vurdere behovet for at udarbejde en miljøvurdering.

Kommunen har vurderet at planerne er screeningspligtige, da de muliggør anlægsarbejder i byzonen for et mindre område på lokalt plan.

På baggrund af en screening vurderer kommunen, at planerne ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering, da de ikke vil få væsentlig indvirkning på miljøet. Planerne omfatter omdannelse af et mindre byområde i den eksisterende bymidte, hvor de registrerede påvirkninger er begrænsede, neutrale eller positive og kan håndteres inden for gældende regler. Der er heller ikke identificeret kumulative effekter af væsentlig betydning.

Høje-Taastrup Byråd har den XX. XXXX 202X besluttet at offentliggøre forslag til tillæg X til Kommuneplan 2021.

Forslag til tillæg XX til Kommuneplan 2021 er offentligt fremlagt fra den XX. XXXX 202X til den XX. XXXX 202X.

Følgende nye rammeområder bliver udlagt i tillægget:

3.B.18 - Frihedsvej og Hulkærvej
3.C.7 - Hovedgaden i Hedehusene

Følgende rammeområder bliver aflyst ved tillæggets endelige vedtagelse:

3.B.18 - Frihedsvej og Hulkærvej
3.C.7 - Hovedgaden i Hedehusene