Fælles om bykvalitet

med grønne muligheder og stærke fællesskaber

Høje-Taastrup Kommune har i mange år haft succes med omfattende byudvikling og tiltrækning af mange nye borgere. I de kommende år vil de store byudviklingsindsatser blive afsluttet, og kommunen vil prioritere dialogen med de private såvel som almene bygherrer om hvad det byggede kan give tilbage til lokalsamfundet i form af bæredygtighed, arkitektur eller rum for fællesskaber. Samtidig vil Byrådet i de kommende år rette blikket mod at styrke kvaliteten og fællesskaberne i det, vi allerede har skabt.

Med Udviklingsstrategi 2024-2036 sætter Byrådet fokus på fællesskaber for alle, herunder stærke børne- og ungefællesskaber samt sundhed i hverdagen og grøn omstilling. Det oversætter vi, i den fysiske planlægning, til det at binde byer og kvarterer bedre sammen, skabe bedre mødesteder og flere grønne forbindelser. 

Udviklingsstrategien åbner et nyt perspektiv for at arbejde med omdannelse af eksisterende byer og landsbyer gennem vurdering af, hvor der kan opstå stærkere fællesskaber og grønne løsninger. Vi skal samtidig holde fast i god arkitektur, så der udvikles attraktive byer og bygninger med respekt for den lokale identitet.

Kommuneplan 2026 omsætter visionerne til konkrete rammer for den fysiske udvikling de kommende 12 år og fastlægger, hvordan kommunens forskellige områder – både by og land – skal anvendes og udvikles. Du kan læse mere om Byrådets målsætninger i kommuneplanens retningslinjer og strategier, der viser, hvordan vi i praksis skaber kvalitet i byerne, styrker naturen, binder kommunen bedre sammen og gør den mere robust over for fremtidens klimaforandringer. 

Med de overordnede rammer på plads handler det om at realisere visionerne i tæt samarbejde med omverdenen. Vi vil accelerere den grønne omstilling og understøtte bæredygtig byomdannelse, gerne gennem professionelle partnerskaber eller i nabofællesskaber. Høje-Taastrup Kommune skal være kendt som et sted med klare rammer og smidige processer, så det det er nemt at komme igennem med idéer, der gør en positiv forskel for mennesker og miljø. Bykvalitet er nemlig noget vi skaber sammen.

På vegne af Byrådet
Michael Ziegler, borgmester