Trafik- og mobilitetsplanlægning

Høje-Taastrup Kommune ligger centralt i Hovedstadsregionen og fungerer som et trafikalt knudepunkt med gode forbindelser til det øvrige Hovedstadsområde.

Retningslinjerne skal sikre en attraktiv og sammenhængende transportstruktur, hvor bæredygtige transportformer og let og tryg adgang til kollektiv transport prioriteres.


 

3.1.1 Planlægning i kommunen skal generelt prioritere hensyn til sikkerhed, tilgængelighed og fremkommelighed for fodgængere og cyklister.

3.1.2 I de stationsnære områder og særligt i de stationsnære kerneområder skal der arbejdes med mobilitetstiltag, der fremmer brugen af den kollektive trafik blandet andet ved at sikre gode adgangsforhold og parkeringsfaciliteter for cyklister.

3.1.3 Udvikling omkring stationerne i Høje Taastrup, Taastrup og Hedehusene skal sikre attraktive stationer, der er gode og trygge at færdes ved.

3.1.4 Der skal, så vidt det er muligt, sikres den nødvendige infrastruktur og plads til ladestandere til elkøretøjer.

Reservation til transportkorridor og letbane/Bus Rapid Transit

3.1.5 Transportkorridoren skal fastholdes og friholdes for yderligere permanent bebyggelse og anlæg bortset fra byggeri og anlæg, som er nødvendigt for driften af landbrugsejendomme. Midlertidigt byggeri og anlæg til for eksempel rekreative formål kan undtagelsesvis tillades, hvis der i landzonetilladelsen indføjes vilkår om fjernelse, der tinglyses på ejendommen. Arealanvendelse og anlæg i øvrigt må ikke hindre en fremtidig udnyttelse af korridoren til infrastrukturelle anlæg.

3.1.6 Der udlægges arealreservation til en fremtidig letbane eller Bus Rapid Transit (BRT) som er vist på kortet med en principiel linjeføring.

 

Redegørelse

Høje-Taastrup Kommune ligger centralt i Hovedstadsregionen og fungerer som et trafikalt knudepunkt med gode forbindelser til det øvrige Hovedstadsområde. Holbækmotorvejen og Roskildevej er de primære bindeled til København og Roskilde. Retningslinjerne i kommuneplanen danner grundlag for det videre arbejde med mobilitetsplanlægning, som skal sikre en effektiv og bæredygtig transport med udgangspunkt i den eksisterende infrastruktur og lokale forhold.

Byrådet vedtog i november 2025 Mobilitetsplan 2023, og med denne har kommunen igangsat en handlingsplan for at fremme grøn mobilitet. Målet er at reducere CO₂-udledninger og skabe attraktive alternativer til privatbilisme gennem øget brug af elkøretøjer, cykling og kollektiv transport. Planen prioriterer en sammenhængende cykelinfrastruktur, tryg cykelparkering ved stationer, og sikre skoleveje og ankomstzoner, så børn kan cykle sikkert til skole og fritidsaktiviteter. Byudviklingen skal understøtte princippet om 10-minutters byen, hvor daglige funktioner ligger inden for kort gang- eller cykelafstand.

Mobilitetsplan 2030 kan læses her.

Kommunen vil samtidig lette adgangen til kollektiv transport ved at skabe attraktive stationer med gode forbindelser, tryghed og nem orientering mellem bus, tog og by. Der arbejdes for fredeliggørelse af bymidter, etablering af grønne opholdsrum og justering af parkeringsnormer for at fremme bæredygtige transportvalg. Erhvervsområder og landsbyer skal kobles bedre til stationer gennem stiforbindelser, belysning og deleordninger for cykler og biler. For elkøretøjer skal der sikres ladestandere ved kommunale parkeringspladser, boligselskaber og virksomheder samt ved nybyggeri og større ombygninger.

I overensstemmelse med Fingerplan 2019 er der reserveret arealer til transportkorridorer. Transportkorridorerne er en langsigtet arealbestemmelse af hensyn til fremtidige, i dag ikke kendte, overordnede infrastrukturanlæg af betydning for hele hovedstadsområdet. Formålet er at sikre mulighed for fremføring af større trafikanlæg og tekniske anlæg. Planlægning i området skal være i overensstemmelse med Fingerplanen.

I Kommuneplan 2026 indeholder en reservationen til videreførelse af letbane gennem Høje Taastrup by, der også kan anvendes til en Bus Rapid Transit (BRT). Der er igangsat de indledende forundersøgelser for etablering af en BRT-linje, og kommunen indgår i en forsøgsordning om udpegning af stationsnære kerneområder omkring to BRT-stationer. Forsøgsordningen er igangsat i forbindelse med Fingerplan 2019. Staten har tilkendegivet, at der er mulighed for at planlægge for stationsnært kerneområde ved en af de kommende BRT-stationer, og Byrådet har besluttet, at det skal være ved stationen ved Højvanggård i Høje Taastrup.

Staten har igangsat en revision af Fingerplan 2019, som kan betyde ændringer i forhold til transportkorridoren og BRT-linje. Høje-Taastrup Kommune har blandt andet indmeldt at kommunen ønsker muligheden for at opsætte solceller på terræn og andre tekniske anlæg til den grønne omstilling samt skovrejsning i transportkorridoren. Der skal fortsat foretages en afvejning af de andre arealinteresser i det åbne land, såsom landskab, kulturhistoriske interesser og natur. Ændres afgrænsningen eller bestemmelserne vedrørende transportkorridoren i fingerplanen vil det blive indarbejdet i kommuneplanen.

 

Kommuneplanens retningslinjer vedrørende trafik- og mobilitetsplanlægning er udarbejdet på baggrund af Planlovens § 11 a, stk.1, nr. 4 for beliggenheden af trafikanlæg.