Høje-Taastrup Kommune tilbyder med sine tre stationsbyer og flere landsbyer alt lige fra landlig idyl og storslået natur til kreative miljøer og urban puls.
Sammen supplerer kommunens byer hinanden og udgør en bred vifte af muligheder for borgere og erhverv, tilflyttere og gæster i kommunen. Byerne skal være en fast base for hverdagslivet med forskellige boligformer, muligheder for uddannelse, indkøb, transport, arbejdsmuligheder, oplevelser, leg og rekreation, samt sportslige og kulturelle aktiviteter.
Byerne er alle meget forskellige, og det er en stor styrke. Her findes tre stationsbyer med forskellig historie, funktion og udtryk, og her findes landsbyer i det åbne land, som har hver deres særlige træk. Byrådet vil arbejde for, at byerne bevarer og udvikler deres særkender, og at de videreudvikler hver deres tydelige æstetiske og arkitektoniske profil. Det skal blandt andet komme til udtryk i byrum, rekreative områder og bygninger.
Disse særlige profiler skal med bystrategierne videreudvikles og fremhæves for at fremme bosætningen og tiltrække forskellige målgrupper. Bystrategierne sætter altså fokus på den specifikke udvikling, der skal ske i de enkelte byer. Byernes udvikling spiller derudover en vigtig rolle i forhold til kommunens samlede ambitioner, der blandt andet uddybes i Klimaplan 2045 og Udviklingsstrategi 2024-2036.
Bystrategierne indledes med en vision, der sætter den langsigtede retning for byens udvikling. Visionen omsættes gennem udviklingsprincipper, som peger på de strategiske spor, der skal guide arbejdet. Derefter følger et kort overblik over de projekter og indsatser, der allerede driver udviklingen. Afsnittet afsluttes med en samlet beskrivelse af byen og dens kvarterer som sted.
Byerne skal overordnet bidrage til en bæredygtig udvikling og understøtte rammerne om det gode hverdagsliv – og styrke de fællesskaber, der binder byen sammen.