Råstoffer

I Høje-Taastrup Kommune indvindes der råstoffer, der blandt andet anvendes i byggeriet.

Retningslinjerne skal sikre at den efterfølgende arealanvendelse i færdigbehandlede grusgrave sikres til natur- og friluftsområder.


 

2.7.1 I udlagte råstofindvendingsområder, kan der ske råstofindvinding i henhold til den regionale råstofplan.

2.7.2 I udlagte graveområder og interesseområder for udvinding af sand og grus må der ikke planlægges for eller meddeles tilladelse til ny udvikling, som kan hindre, fordyre eller vanskeliggøre udnyttelsen af ressourcen, medmindre regionen har givet tilladelse.

2.7.3 Råstofgrave skal så vidt muligt reetableres til det tidligere terrænniveau og ske på en måde, så der opstår et landskab, hvor terrænkoter og landskabsformer hænger naturligt sammen med de omgivende arealer.

2.7.4 Efterbehandling skal så vidt muligt ske med udgangspunkt i kommunale udviklings- og planinteresser. Særligt bør der i efterbehandling af områderne arbejdes for at udvikle nye natur- og friluftsområder i form af for eksempel lysåbne, næringsfattige naturtyper, søer og skov. Kallerup grusgrav kan dog anvendes til solenergianlæg.

 

Redegørelse

Siden de første egentlige råstofgrave blev etableret ved Hedehusene i det, der i dag har udviklet sig til natur- og friluftsområdet Hedeland Naturpark, har råstofindvinding været en stor del af Høje-Taastrup Kommunes udviklingshistorie. Særligt i sidste halvdel af forrige århundrede og frem til i dag er enorme mængder af sand og grus indvundet i Høje-Taastrup Kommune og benyttet i anlægsprojekter i hele landet. Sidenhen er større og mindre råstofgrave kommet til, hvoraf hovedparten er afviklet, men fortsat fremstår tydeligt i landskabet.

Sideløbende med råstofindvindingen, anvendes de aktive graveområder også ofte til erhvervsaktiviteter, som er relateret til råstofindustrien som for eksempel muldharpning, betonknusning og lignende aktiviteter, såfremt disse kan udføres uden væsentlige gener for omgivelser og miljø. Typiske gener fra råstofindvinding er tung transport, støvgener og støj, men graveområder kan også være særligt sårbare overfor for eksempel nedsivning til grundvandsressourcen, hvorfor der her skal tages særlige hensyn. Kommunen vurderer om der sideløbende kan tillades erhvervsaktiviteter i råstofgravene.

Det er regionen, der som myndighed har ansvaret for råstofplanlægningen og administration af råstofområderne i Høje-Taastrup Kommune, herunder meddelelse af råstofindvindingstilladelser og godkendelse af den afsluttende efterbehandling.

Ved kommuneplanens vedtagelse er det Region Hovedstaden, der er myndighed, men efter januar 2027 vil det være Region Østdanmark.

Region Hovedstaden har december 2025 vedtaget Råstofplan 2025, hvori der er udpeget henholdsvis aktuelle graveområder for sand og grus samt fremtidige interesseområder for indvinding af sand og grus.

Råstofplan 2025 kan ses her.

Kommunen er forpligtet til af indarbejde regionens råstofplanlægning i Kommuneplan 2026 og kommuneplanen må ikke være i strid med Råstofplan 2025. Kommunen er desuden høringspart i forbindelse med regionens myndighedsbehandling vedrørende kommunale myndighedsområder, som for eksempel planmæssige forhold, grundvandsbeskyttelse, naturbeskyttelse, trafikforhold med videre. I høringssvar kan kommunen anmode om, at efterbehandling sker på en måde, så der opstår et landskab, hvor terrænkoter og landskabsformer, hænger naturligt sammen med de omgivende arealer.

Råstoffer skal primært indvindes inden for de graveområder, som er udpeget i Råstofplan 2025. Råstofplanen fastlægger konkrete graveområder, hvor der kan opnås gravetilladelse til råstofindvinding samt interesseområder, hvor det er sandsynligt, at der findes råstoffer, som kan udnyttes til fremtidige graveområder.

I områderne må der ikke planlægges eller meddeles tilladelse til ny udvikling, som kan hindre, fordyre eller vanskeliggøre udnyttelsen af ressourcen, medmindre regionen har givet tilladelse. Eksempelvis kan der i kommuneplanen være planlagt for skovrejsning i grave- og interesseområder. Ansøges der om tilskud til skovrejsning i disse områder, skal regionen høres, og skovrejsning kan ikke realiseres før råstofferne er udnyttet og området er retableret, eller hvis regionen finder det godtgjort, at der ikke er udnyttelige råstoffer i området.

Der er i Råstofplan 2025 ikke udpeget interesseområder i kommunen.

 

Kommuneplanens retningslinjer vedrørende råstoffer har ikke ophæng i Planloven, men er udarbejdet på baggrund af den regionale råstofplan samt kommunens egne strategier og politikker.