En levende kultur- og handelsby for alle
Vision
Taastrup skal være en by, hvor bymidten fortsat samler mennesker omkring en levende og velfungerende handelsgade med butikker, caféer og kulturoplevelser. Handelsgaden skal fastholdes som et attraktivt centrum for både hverdagens ærinder og fælles oplevelser for borgerne. Der skal sikres en bedre sammenhæng mellem stationen og bymidten, og derfra gode forbindelser for cyklister, gående og den kollektive trafik, så hele byen bindes bedre sammen.
Kulturstrøget skal i fremtiden skabe en oplevelsesrig rute fra teateret, videre til børne- og kulturinstitutioner og ind i boligområderne. Det bliver en ny forbindelse, der skaber mulighed for møder og kulturoplevelser.
Byen rummer flere forskellige boligområder, som alle er kendetegnet ved gode lokale fællesskaber og et rigt foreningsliv, med plads til alle. Fælles for boligområderne er nærheden til grønne områder. I fremtiden får byen en ny folkepark som skal være et inviterede mødested for forskellige aktiviteter, gåture og ophold i det fri.
Taastrup skal være en by, hvor kultur, handel og det grønne, skaber rammerne for mangfoldige og levende kvarterer.
Høje-Taastrup Kommune vil arbejde med følgende principper for at indfri visionen for Taastrup:
- Kultur og kunst skal være gennemgående i Taastrup og bidrage til en stærk identitet, oplevelser og sammenhæng på tværs af byen.
- Bymidten skal udvikles til at være et attraktivt samlingspunkt, der skaber mødesteder, aktiviteter og værdi for hele Taastrup.
- Byens grønne områder skal aktiveres og forbindes for at skabe rum for bynær natur, fællesskab og ophold i det fri.
Byrådet har igangsat følgende planer/projekter.
Kjeld Abels Kvarter
En helhedsplan sætter rammen for Selsmosekvarteret og Kulturkvarteret med privat fortætning – 250 nye private boliger og nye rekreative områder. Kulturstrøget, som er en kombineret vej og byrum, bliver kvarterets rygrad, som forbinder områdets nye kvarterhus, Børne- & Kulturhuset, Taastrup Teater & Musikhus og Selsmosen til Taastrup Station.
Blåkildegård
I den almene boligafdeling Blåkildegård skal de eksisterende 405 boliger renoveres, og området udvides med 190 private boliger. Området skal udvikles til et varieret boligkvarter med blandede ejerformer, der understøtter en ny bystruktur.
Taastrup bymidte
Der er udarbejdet en analyse af bymidtens udfordringer og potentialer. Analysen peger på behovet for at binde de centrale dele af Taastrup bedre sammen, bl.a. ved at gøre pladsen foran Taastrup Stationscenter og arealerne ved Taastrup Torv mere attraktive samt som bindeled mellem Kulturstrøget og hovedgaden. Derudover peges der på, at erhvervsområdet ved Rugvænget i højere grad skal åbnes og skabe nye forbindelser mellem Taastrup og Høje Taastrup.
Folkeparken
Folkeparken bliver et 1,7 km langt, grønt parkprojekt i Taastrup. Parken skal invitere til bevægelse, ophold og naturoplevelser. Den skal rumme aktiviteter, der styrker forbindelserne mellem boligområder og kvarterer og bidrager til at skabe nye rammer for aktiviteter og fællesskaber.
Visionsplaner for bynær natur
Alle husstande i kommunens byområder skal indenfor 1 km have bynær natur med en visionsplan. I Taastrup betyder det, at der udarbejdes visionsplaner for følgende områder: Selsmosen, Holmehaven, Røjlegrøften, grønt område syd for Rugkærgårdsvej samt blåt og grønt område v. Agersøvej.
Taastrup kan karakteriseres som en grøn, aktiv kultur- og handelsby. En autentisk bymidte med pladser og torve danner mødested for byens borgere og danner rammer for begivenheder, torvedage og musik- og kulturarrangementer.
Taastrup er kommunens største by med over 22.000 indbyggere (opgjort i 2025). Der bygges nye boliger, og byen vokser fortsat.
Taastrup er opdelt i 8 kvarterer.
Klik på kortet for at se det i stort format.
Taastrup nord - Hørskætteområdet
Taastrup nord er et erhvervsområde med store virksomheder som f.eks. IKEA. Langs Roskildevej ligger hovedparten af kommunens detailhandelsbutikker for pladskrævende varer som f.eks. bilforhandling. Kvarteret rummer også to enklaver af boligbebyggelser.
Kjeld Abells Kvarter – Taastrupgaard, Kingosparken, Taastrup Have mm.
Kjeld Abels Kvarter består primært af boligområder og erhvervsområder. Det er afgrænset af Roskildevej mod nord, Taastrup Hovedgade mod øst, jernbanen mod syd og Hveen Boulevard mod vest. Kvarteret rummer erhvervs- og produktionsvirksomheder, detailhandel for pladskrævende varer samt DSBs værkstedshaller. Kvarteret rummer også etagehusbebyggelser og paracelhusområder. I området ligger også Vestegnens Privatskole, Taastrup Ny Kirke samt Taastrup Teater & Musikhus samt vandaktivitetsparken Selsmosen - et rekreativt blåt område, som også fungerer som regnvandsbassin.
Ibsensvejkvarteret
Ibsensvejkvarteret er afgrænset af Roskildevej mod nord, motorvejen mod øst, jernbanen mod syd og Taastrup Hovedgade i øst. Kvarteret er et boligområde, der består af rækkehuse og villaer.
Taastrup nordvest – Området sydvest for jernbanen
Taastrup nordvest er afgrænset af jernbanen mod nord, Hveen Boulevard mod vest, Høje Taastrup Vej mod syd og Taastrup Hovedgade mod øst. Kvarteret rummer den vestlige del af bymidten, et parcelhusområde samt rækkehusbebyggelse, Rådhushaven. I den nordlige del af kvarteret findes der ældre villaer. I den vestlige del af kvarteret ligger der et erhvervsområde fra 1960’erne.
Taastrup nordøst – Pipkvarteret, Holmekvarteret mm.
Taastrup nordøst er afgrænset af jernbanen mod nord, motorvejen mod øst, Mølleåen (Mølleparken) og Skolevej mod syd og mod vest af Taastrup Hovedgade. Kvarteret rummer den østlige del af bymidten og Taastrups store parcelhusområder, Pipkvarteret og Holmekvarteret.
Kvarteret rummer flere kulturbærende institutioner som Medborgerhuset og Kulturhuset, Taastrup Idrætscenter og Blåkildegård. Mellem Kulturhuset og Blåkildegård ligger landsbyen Taastrup-Valby. Mellem Pipkvarteret og Holmekvarteret ligger Taastrup Idrætscenter, en samlende funktion for motionister og eliteidrætsudøvere. Kvarteret rummer også Taastrup Realskole, Parkskolen for 10 klasse-linjen og sprogskole samt plejehjemmet Henriksdal.
Taastrup sydvest – Lindevangs-, Rønnevangs- og Egevangshusene mm.
Taastrup sydvest er afgrænset mod nord af Høje Taastrup Vej, mod øst af Høje Taastrup Hovedgade og mod syd og vest af Hveen Boulevard. Kvarteret er karakteriseret ved store sammenhængende rækkehus- og karrébebyggelser. Alle rækkehusområder har nære grønne arealer til ophold, leg og fællesskaber. Kvarteret rummer plejehjemmet Birkehøj og Rønnevang Kirke. Fra kirkens forplads løber Rønnevangsstrøget, som på den første del er en vandhane, der går over i en grøn sti langs rækkehusbebyggelsen Lindehaven, for at ende ved det grønne område ved plejehjemmet.
Syd for rækkehusene ligger et erhvervsområde med tilknyttede boliger. Syd for erhvervsområdet ligger et område, som har form som en trekant og derfor omtales Trekantsområdet. Området rummer et mindre boligområde af rækkehuse og parcelhuse samt små boliger for hjemløse og borgere med psykiske udfordringer.
Taastrup syd - Området sydøst for Hovedgaden
Taastrup syd er afgrænset mod nord af Skolevej, mod øst af Vejtoften, mod syd af Sydskellet og mod vest af Taastrup Hovedgade. Kvarteret består af rækkehus -og dobbelthusbebyggelser. Den sydligste del af villaområdet langs Taastrup Hovedgade, Rolighedsvej og Nyhøjsvej er udstykket fra tidligere gartnerier. Syd herfor ligger byens boldbaner: et grønt areal, som danner adskillelse mellem dobbelthusbebyggelsen Højgårdstoften og Jessens Vej og giver området karakter. Inden for kvarteret ligger Borgerskolen, som er en af kommunens store skoler.
Mølleholmen syd – Toftekvarteret, Blåkilde, Egeparken, Rødhøjgårdskvarteret mm.
Mølleholmen syd er afgrænset mod nord af Mølleåen (Mølleparken), mod øst af Holbækmotorvejen, mod syd af Sydskellet og mod vest af Vejtoften. Kvarteret består af store sammenhængende dobbelthus- og rækkehusbebyggelser som Søndertoften, Blåkilde og Egeparken. Endelig er der Rødhøjgårdskvarteret, der er omkranset af to grønne kiler og støjvolden mod Holbækmotorvejen. I kvarteret findes Mølleholmskole og Blåkildecenteret med en dagligvarebutik. Karakteristisk for kvarteret er de grønne kiler som Mølleåen og den nord og sydgående kile. Fra de grønne kiler er der stiforbindelse til den fredede Store Vejle Å med store grønne arealer mellem Taastrup, Albertslund, Vallensbæk Landsby og Tranegilde Mose.

